Stand på brugte sofaer: sådan vurderer vi dem
Næsten alle vores sofaer er brugte. Her kan du se, hvordan vi vurderer og kategoriserer deres stand, så du ved, hvad du får, før sofaen står i din stue.
Hvad betyder "pæn stand" på en brugt sofa?
"Pæn stand" betyder ikke det samme for to mennesker. Én kalder en gennemslidt sofa for velholdt; en anden undskylder for en plet, som ingen kan se. Du kan ikke vide, hvilken slags du har med at gøre, før sofaen står i din stue.
Derfor har vi delt vores sofaer i fire kategorier ud fra det, du kan se, når sofaen står samlet i din stue.
Sådan vurderer vi standen
-
Kan man slet ikke se noget, heller ikke under hynderne eller på bagsiden? Så er den kategori 1.
-
Står den perfekt på de flader, man ser og sidder på, men har spor de skjulte steder, eller er den bare lidt ældre? Så er den kategori 2.
-
Finder man noget på de flader, man ser og sidder på, når man kigger efter? Har den synlig patina, men stoffet er helt? Eller har vendbare hynder spor på undersiden, så de reelt ikke kan vendes? Så er den kategori 3.
-
Er der huller, pletter eller slid, man nemt kan pege på? Så er den kategori 4.
Har en sofa flere ting at bemærke, får den altid kategorien efter sin værste uperfektion.
Vi gennemgår hver sofa grundigt, men kategorien er vores vurdering, og to mennesker kan se forskelligt på det samme spor. Vi tager forbehold for uperfektioner, vi ikke har opdaget, og for tastefejl i beskrivelserne. Er du i tvivl, så spørg os, eller kom forbi og se sofaen.
Kategorien erstatter ikke beskrivelsen. Hver sofa har sin egen tekst, hvor vi skriver præcis, hvad der er værd at bemærke, og fotograferer det.
Vores sofaer står typisk til 70-90 % under nyprisen. Prisen er ikke kun fastsat efter stand, men også efter mærke, model, stof, fyld og farve. Derfor er der ikke faste rabatintervaller for hver standkategori.

01
💚 Ny eller som ny
— ingen opdager det
Du kan ikke se, at sofaen har haft en ejer før dig. Hynderne har holdt formen, stoffet er ensfarvet overalt, og der er ingen pletter eller huller, heller ikke under hynderne.
Nogle af sofaerne i denne kategori er showroom-modeller, ombetrukne eller fra restlager.
Til dig, der vil have en sofa, der ser ny ud, men ikke vil betale nyprisen. Du får en sofa uden anmærkninger og sparer typisk størstedelen af det, den kostede fra ny. Det er også den kategori, vi anbefaler til erhverv.
02
💛 Pæn og præsentabel
— svigermor opdager det ikke
Står flot, når den er samlet. Er der spor, sidder de, hvor man ikke kigger: på bagsiden, under hynderne eller på den side, der vender mod væggen. Andre er uden konkrete spor, men lidt ældre.
Typiske eksempler:
-
Solen har lysnet stoffet på bagsiden eller en side, der kan stå op ad væggen
-
Mærker efter rensede pletter på undersiden af siddehynder, der ikke skal vendes
-
Små slidhuller på hyndens underside eller bagside
-
Lysning, der kun ses, når hynderne tages af
-
En lidt ældre sofa, hvor stoffet har mistet sin helt nye friskhed, uden konkrete spor
Til dig, der vil spare lidt mere og godt kan leve med dagligdags brugsspor, så længe de ikke ses, når sofaen står på plads. Du får en sofa, der ser flot ud i stuen, til en lavere pris end kategori 1.


03
🧡 Med patina
— dine gæster tænker ikke over det
Kigger du efter, kan du se, at sofaen har haft et liv i en stue. Men det er patina, ikke skader: stoffets overflade er hel, og intet af det påvirker, hvordan sofaen sidder eller holder.
Typiske eksempler:
-
Solblegning med bløde overgange og uden skarpe kanter
-
Uld, der har sat sig på de mest brugte flader
-
Velourens luv, der har lagt sig
-
Hynder, der er en nuance lysere end stellet
-
Lette mærker, hvor gamle pletter er renset af
-
En løbetråd, der efterlader en fin stribe i stoffet
-
Spor på den ene side af hynder, der er lavet til at blive vendt
-
En professionel reparation, som man ser, når man ved, hvor man skal kigge
Til dig, der vil have en kvalitetssofa til en god pris og ikke går op i, at man kan se, at den har været brugt. Mange vælger denne, fordi de har børn eller husdyr. Det er befriende at starte med en sofa, der allerede har fået sine første spor. Den næste plet bliver ikke den første.
04
❤️ Har været elsket
— de fleste kan se det, og det er helt fint
Der er sket noget konkret med den, eller den er blevet brugt meget. Det står beskrevet, og du kan se det på billederne.
Til forskel fra kategori 3 er sofaen tydeligt brugt. Der er et hul, et mærke eller synligt slid i stoffet. Det er typisk et konkret sted eller område, man kan pege på, men sofaen er klar til brug.
Typiske eksempler:
-
Et brændemærke eller smeltet stof
-
Et hul, eller stof der er slidt igennem
-
En tydelig reparation, der springer i øjnene
-
En plet, der ikke kunne renses væk
-
Solblegning med en tydelig kant eller et afgrænset felt
Vi fotograferer altid skaden tæt på, så du kan vurdere den selv, inden du skriver til os.
Til dig, der vil have luksus til discountpris, eller bare en rigtig god sofa billigt, uden at skulle hente den selv hos en fremmed og håbe på det bedste. Her får du mest siddekvalitet for pengene. En Eilersen med et mærke på en hynde er stadig en Eilersen. Du skal bare kunne leve med, at den har haft et liv før dig.
Den er også oplagt til sommerhuset eller kolonihaven, hvor prisen og komforten kommer før perfektionen. En sofa, hvor man godt må spise is og lægge sig med våde fødder.


Besøg vores showroom
H.C. Ørsteds Vej 51
1879 Frederiksberg C
Åbningstider:
Mandag 13-18
Onsdag 13-18
Fredag 13-17
Lørdag 13-16
Ellers efter aftale, ofte med timers varsel. Book en fremvisning via sms:
.png)